07-10-2016

Glutenfri koldhævet brød med øl og kokossukker

Jeg er fan af god morgenmad i weekenderne.

Jeg spiser min skyr hver morgen, men når det bliver lørdag-søndag, ja så vil jeg gerne have noget godt brød med lækker ost - elsker det!

Hvis man skal lave brød med god smag, så tager det tit lidt tid, og det gider jeg jo ikke altid lørdag morgen.

Derfor er dette brød genialt!

Lav dejen fredag og form dine brød. Smid dem på køl natten over. Ud med dem lørdag morgen og lad dem hæve i 1 time. Ind i en varm ovn i ca. 45-50 min. og så er du klar til det glutenfrie morgenbord!Cool

Opskrift: Dag 1

0,5 l glutenfri øl varmes op i en gryde

6 spsk. kokossukker tilføres ned i gryden - lad det koge op så sukkeren smelter

Når væsken er lunken fortsætter du med at bage i din røremaskine

25 g. gær

35 g. loppefrøskaller - lad massen stå ca. 10 min.

1 spsk. salt

200 g. fint rismel

100 g. Maizena

4 spsk. profiber

150 g. fuldkornsrismel

Rør det godt sammen. Form dine 2- 3 brød godt. Kom dem på din bageplade, lad dem ligge tæt så de hæver sammen.

Stil dem på køl natten over.

Dag 2

Lad dine brød hæve et lunt sted i mindst 1 time - kom lidt lunt vand/mælk på dem.

Stil dem ind i ovnen på 240 grader i 10 min.

Derefter ca 30-35 min på 200 grader.

Husk de skal være gyldne og sprøde